Motorvejen fra Aarhus til Viborg

Pressemeddelelse – Erhvervsliv kræver hurtig løsning på Rute 26

PRESSEMEDDELELSE
22. maj 2014

Erhvervsliv kræver hurtig løsning på Rute 26

Der bliver talt med fælles og meget klar stemme, når erhvervsfremme-aktører i de fire midtjyske kommuner Viborg, Aarhus, Favrskov og Silkeborg nu kommer med en fælles anbefaling til transportminister Magnus Heunicke og resten af forligsparterne bag trafikforliget. Meldingen lyder kort og godt: En opkvalificering af Rute 26 mellem Aarhus og Viborg skal igangsættes straks.

De fem aktører, VIBORGegnens erhvervsråd, Favrskov Erhvervsråd, Hammel Erhvervsnetværk, Erhverv Silkeborg og Erhverv Aarhus har tilsammen mere end 100.000 arbejdspladser i medlemskredsen.

”Nødvendigheden af en udbygning af den trafikale hovedåre, der forbinder Aarhus med Vest- og Nordvestjylland over Viborg, er afgørende for, at vi kan skabe vækst hos vores medlemmer i de fem erhvervsnetværk,” siger Henrik Hansen, Erhvervsdirektør for VIBORGegnens Erhvervsråd.

I Aarhus er et af de nye store erhvervsområder Business Park Skejby også berørt af de dårlige trafikale forhold på Rute 26.

Arne Vesterdal, formand for Business Park Skejby og direktør i INCUBA, siger:

”Vi er det største erhvervsområde i Aarhus, og vores beliggenhed var tænkt som et smørhul med kort vej til Aarhus centrum og med kort afstand til motorvejene, så vi på den måde opnår høj mobilitet. Vi har flere trafikale udfordringer i at realisere denne vision, og én af dem er strækningen mellem Aarhus og vestpå mod Viborg og videre til Vest- og Nordvestjylland. Det er stadig en trafikal flaskehals. En lang række af vores medlemsvirksomheder har kunder, afdelinger eller samarbejdspartnere i den retning, og derfor er det vigtigt, at Rute 26 bliver opprioriteret hurtigst muligt. Blandt andet har hele området omkring Agro Food Park stor connection den vej ud,” påpeger Arne Vesterdal.

I Bjerringbro ligger virksomheden Holmris Office, der har 100 medarbejdere. Her opfordrer direktør Henrik Holmris politikerne til at sikre arbejdspladser i de tyndt befolkede områder.

”En udvidelse af Rute 26 vil kunne hjælpe Vestdanmark. Hvis politikerne har et ønske om, at vi stadig skal drive erhverv uden for Aarhus og København, så må infrastrukturen følge med, og det er politikernes opgave at sørge for det. Vi har nået grænsen for at kunne tiltrække de rigtige medarbejdere i mange af vores funktionærstillinger på grund af de håbløse vejforhold, der er til Bjerringbro,” påpeger Henrik Holmris.

Infrastruktur i Aarhus C vil blive styrket

Med titlen som den by i Danmark, hvor trafikanterne holder længst tid i kø, så er en opkvalificering af infrastrukturen i Aarhus højt på ønskelisten hos Erhverv Aarhus.

”I Aarhus har vi en del udfordringer med infrastrukturen, som påvirker erhvervslivet i en negativ retning. Det belastede vejnet i Aarhus midtby er meget afhængigt af, at indfaldsvejene fungerer. Derfor vil en udbygning af Rute 26 som Motorvej få positiv indflydelse på trafikken i Aarhus – og samtidig styrke erhvervslivet i Østjyllands største arbejdsområde. Infrastrukturen påvirker jo blandt andet virksomhedernes fragtforhold og evne til at tiltrække de dygtigste medarbejdere,” siger Bente Steffensen, direktør Erhverv Aarhus.

Fakta:

Transportforliget er indgået mellem Regeringen, SF, V, DF, LA og K.

Ordførerne i forliget:
Transportministeren: Magnus Heunicke (S)
S: Rasmus Prehn (Transportordfører)
R: Andreas Steenberg (Transportordfører)
SF: Karsten Hønge (Transportordfører)
V: Kristian Pihl Lorentzen (Transportordfører)
DF: Kim Christiansen (Transport- og færdselsordfører)
LA: Villum Christensen (Transportordfører)
K: Mike Legarth (Finans-, energi- og transportordfører)

 

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:

VIBORGegnens Erhvervsråd
Henrik Hansen, Erhvervsdirektør
Tlf.:  8725 5151
Mobil: 4013 4474
E-mail: hhansen@ver.dk
http://www.ver.dk

 

Erhverv Aarhus
Bente H. Steffensen, Direktør/Director
Tlf.: 8612 7200
Mobil: +45 2372 9834
www.erhvervaarhus.dk

 

Erhverv Silkeborg
Torben Vilsgaard, Direktør
Tlf.: 2926 0000
E-mail: tv@erhvervSilkeborg.dk

 

Favrskov Erhvervsråd
Dan Skovgaard, Erhvervschef
Mobil: 2148 1034
E-mail: dan@favrskoverhverv.dk

 

Hammel Erhvervsnetværk
Henrik Larson, Næstformand
Tlf.: 29256120
E-mail: HL@hichammel.dk
www.Hammelerhverv.dk